Det hele startede med, at
min søn Anders, fik en togbane, da han var 10 år gammel.
Vi boede i lejlighed, og
den måtte ikke fylde for meget, derfor valgte vi størrelse N.
Vi købte en plade, på
størrelse med hans seng. Med et par hængsler kunne den slås
op langs væggen, når
den ikke var i brug.
I et år stod
julegaver og fødselsdagsgave i modeljernbanens tegn. Vi satte sporene
fast på
pladen. Købte nogle huse i byggesæt. Det skulle være Vollmer, for de var så
dejligt detaljerede.
Efter et par år svandt
interessen, som den for de fleste børn. Der skal være en voksen
med hele vejen,
således at der sker noget hele tiden. Da vi flyttede havde jeg ikke
mere tid til
at interessere mig for banen.
Vi flyttede i hus, men
banen flyttede ikke med - jo, adskilt og i en papkasse.
Der lå så lokomotiverne,
vognene og skinnerne og hyggede sig sammen med husene i
næsten 25 år.
Men så fik Anders en
søn, Jacob, og jeg fik mere tid. Tidspunktet var kommet til at
finde papkassen
med toget frem igen.
Jacob er kun tre år, så
det er naturligvis alt for tidligt at tage ham med i processen,
men alt tager
tid, og nu har jeg mange år til at bygge, indtil at han bliver så gammel,
at han
kan være med.
Denne gang ville jeg
gribe sagen modsat an.
Først alle de små dele -
husene osv. Dernæst landskabet - og til sidst banen, som
skulle monteres på en
stor plade.
Altså startede jeg med
husene. Som i gamle dage købte jeg byggesæt. De har den
fordel, at man kan
arkivere hjernen et andet sted - og de bliver alligevel superflotte.
Jeg faldt for husene fra
firmaet Kibri. Utroligt flotte gennemtænkte modeller
- endnu flottere end Vollmers modeller.
Klik her for at se billeder
Men hvor mange huse
skulle der bygges? De er jo ikke helt billige. Og man skulle jo
nødig bygge for
mange. Der måtte en plan til.
Den blev tegnet op i 1 :
1 på et sammenlimet stykke papir.
Så var ideen, at jeg kunne lave landskabselementerne færdige og senere montere
sporene.
Jeg begyndte på villakvarteret på plade 4. Det blev begyndelsen. Og det var
sjovt
at se noget i sammenhæng. Det varede dog kun kort, inden jeg indså at man
kan
ikke tegne en plan og håbe på, at den holder målene. Der skal ikke meget
til, før
linieføringen bliver anderledes. Altså blev villakvarteret en OM´er,
men selvfølgelig
kan husene og nogle af haverne genbruges.
Fortsættelsen er, at jeg måtte købe de resterende spor, pusle dem sammen efter
min plan:
Jeg har nu de 4 plader
stående hver for sig - og planen er nu, at lave landskabet
færdig på hver af
dem.
Fortsættes på "Opbygning af Landskabet"
